Civile.dk

 

Reenactment af Den Amerikanske Borgerkrig 1861 - 1865

  

 

Moden for Kvinder - det generelle udseendende

 

Kvinder i victoria tidens samfund lærte, fra den letpåvirkelige tidsalder de levede i, at tilpasse sig samfundets normer via intenst pres fra ligesindede.

Afveg man fra normerne blev man ikke anset for værende en dame (lady) og ingen ønskede at blive set på som værende mindre end en rigtig dame.

Det var vigtigt at gøre sit bedste for at se fremstå fra sin allerbedste side og dem der havde råd, gjorde deres bedste for at følge den seneste mode.   

 

Et af målene for skønhed var at syne af at have en small talje. Dette hjalp datidens kjoledesign bl.a. med. Åbning foran og en høj rund halsudskæring der ikke gik længere end det øverste af nakken, var universale. Ærmegabet sad lavt på armen, hvilket fik skuldrene til at se bredere og hældende ud (Se billedet herunder). Dette igen, fik taljen til at syne mindre.

Side og skulder syningerne var flyttet om bag på for at give taljen et glattere udseende. Skørterne og ærmerne ved albuen, var fyldige for at få taljen til at syne mindre til sammenligning.

 

Det bør med det same nævnes at taljen dengang var “normal” af størrelse. Klichén om korsetter der blev strammet så kraftigt at det gav permanente skader, hører til en senere periode, ikke borgerkrigsperioden. Eftersom kjolerne var designet til at få taljen til at synes mindre, var en voldsom stramning af korsettet ikke nødvendigt. Kik grundigt på fotografier fra datiden; selvom de fleste af disse damer bærer korset, er deres kropsbygning ikke særlig meget anderledes end vores egen.

 

Dette look var normen og de fleste kvinder stræbte efter det. De velhavende købte kjoler i de sidste nye stilarter fra ”Mantua Makers”. De som syede deres egne kjoler arbejde utrætteligt med at skabe nye kjoler med ”the look”. Fattige kvinder ville sy deres gamle kjoler om, så de så vidt muligt reflekterede den nye mode.

Nogle af de få undtagelser til dette var nok de ældre kvinder, som ville bære kjoler fra 50’erne med ”vifte-front” (se billedet til højre).

Bondekoner, nybyggere, sygeplejersker og arbejdskvinder tilpassede det sidste nye look. Stilen blev holdt, men i en lidt løsere og mere funktionelt udgave, uden krinolinestativ eller bar skørter og forklæde.

Emigranter ville måske beholde alle eller dele af deres folkedragter fra deres hjemland.

 

 

 Kjoler, forklæder og balkjoler

 

Der er mange kilder med bunker af information om hvordan datidens kvinder klædte sig. Modemagasinerne ”Godey’s Ladies Book” og ”Peterson’s Magazine” var to af de mest populære dengang. Papirmønstre som vi kender dem, var endnu ikke noget man brugte, så det var forventet af kvinderne studere billederne og derefter regne ud hvordan de skulle sys (eller få deres kjoleskrædder/Mantua Maker til at lave dem).

De fleste af disse mode billeder bestod af udsøgte og omstændelige stilarter. Godey’s kan sammenlignes med nutidens Vogue Magasin. De fleste kvinder have ikke råd til disse kjoler, men ville blive inspireret af silhuetterne og elementerne i stilen og derefter tilpasse dem til et mere simpelt og opnåedeligt look.

 

Fotografier fra perioden giver et fremragende, detaljeret billede af hvad kvinderne rent faktisk bar. Det er sikkert og vist, at de bar deres bedste kjole (hvis de havde en) hvis de skulle fotograferes – dengang var det en meget særlig begivenhed! Men en sammenligning af disse ”bedste kjole” billeder med de luksuøse kjoler i Godey’s bringer os tilbage til den virkelige verden. Læg mærke til stilen og snittet – selvom stoffet og designet kan være forskelligt er den basale silhuetog look, den samme.

 

Du vil på disse sider generelt finde mest information om middel- eller arbejderklassens kvinder, da de var flest. De få privilligerede som havde råd til elegante kjoler var en minoritet, selvom alle kvinder, bortset fra de allerfattigste, havde mindst en pæn kjole til kirkebrug og andre sociale omstændigheder.

 

 

Elementerne i moden, Det basale fra top til tå

 

Halsudskæringen: Den førnævnte høje runde halsudskæring var som sagt universal og var den synlig var kanten formet som et lille tyndt rør. De fleste halsudskæringer havde dog en aftagelig hvid krave. Kraverne blev riet fast så de let kunne tages af når de skule vaskes. Som undtagelse var dog sorte kraver som blev brugt når man sørgede og desuden den lejlighedsvis anvendte oprette eller flæsede krave. Kraverne blev ofte pyntet med en broche foran ved struben eller med et fint bånd.

 

Ærmerne: De fleste ærmer var meget brede, med overdrevet brede ved albuen. Nogen var samlet ved skuldersyningen og håndledet. ”Biskop” ærmet samlet ved skulderen, bredt ved albuen og indsnævrende ved håndledet (Se billedet til højre). En anden udgave var ”Coat ærmet” der var lavet af to stykker, der var glatte ved skuldersømmen, brede ved albuen og indsnævrende ved håndledet eller med en bred åbning lige over håndledet og et underærme under (se billedet til venstre). De fleste billeder viser et ærme med underærme, en stil der er underrepræsenteret ved reenactment. På billederne er ærmerne ofte pyntet med rynket/plisseret bånd eller et fletværk, endnu en ting der er underrepræsenteret ved reenactment. ”Pagoda ærmet” havde kæmpe åbninger ved underærmet, et levn fra 1850’erne der blev set gennem 60’erne.

 

Overdelen: De fleste overdele sad tæt til overkroppen, med spidsformede indsnit fra taljen og til brystkanten. Andre overdele var samlet eller stoppet ind for at give en løsere form. Skulderne blev klippet meget brede og forlænget til et stykke nede af armen hvor ærmegabet sad.

Overdelen var for det meste en separat del som blev bastet fast til skørtet for at danne en hel kjole. Andre overdele blev syet fast til skørtet med en enkelt linning, mere praktisk for de aktive kvinder. De overdele som blev lukket foran blev lukket med kroge eller knapper. Overdelene fik desuden for for at give dem lidt fylde.

 

Skørterne: Moderigtige skørter var så brede som muligt. Denne brede blev understøttet af et krinolinestativ eller adskillige lag af stivede underskørter. Med meget få undtagelser, var der ikke pynt på skørtet. Skørterne var ikke foret, og modsat i dag hvor vi bukker et lille stykke af stoffet rundt for at give en pæn kant, så satte man dengang et bredt bånd (af fx gammelt kjolestof, muslin eller sågar en mel sæk) på undersiden af skørtet. Dette bånd var for det meste ret bredt, 15 – 30 cm bredt var normen. Et bånd blev ofte syet ind i syningen mellem skørtets bund og kant båndet, for at formindske slidtagen af stoffets kant.

De store skørter betød at store mængder stof på en eller anden måde var nød til at blive samlet i livet uden at det blev for sammenpresset og klumpet. For det meste benyttede man sig af knivformede folder i varierende breder, til at folde det sammenklumpede stof til en flad, glat linie i taljen. De knivformede folder gik i retning af skørtes front, hvor de dannede en spejlvendt fold

 

 

Tidens tekstiler & tanker

 

Uld var let tilgængeligt. Det fandtes i en bred vifte af vævede udgave, fra det fine til det grove. Det tog let imod farve, var let af sy i og var slidstærkt. Kvalitets uld var så tætvævet at kanterne ikke trævlede. Standard valget for vel lavet og slidstærk beklædning.

 

"Linsey-woolsey" var et meget brugt stof blandt bondekoner og nybyggerkvinder grundet dets pris og slidstærke evne.Stoffet brugte bomuld som (bund)rendegarn, og uld til vævning/skudgarn. Nogen anså det for at være groft og grimt, men det var dog ganske vigtigt til produktionen af arbejdstøj.

 

Silke var standard valget til fine kjoler og de fleste kvinder stræbte efter at have deres ”gode” kjole lavet af silke. Silke tog fint imod farve og beklædning lavet af råsilke var ret stærkt. Fint silke var mere delikat, men dermed også mere eftertragtet. Elegante brokader blev til kjoler til de velhavende.

 

Denim var et kraftigt stof der var vævet af bomuld og uld, men ofte kun af bomuld. Det blev hovedsageligt brugt til herretøj og blev standard tekstil i syden.

 

Hjemmespundet Det meste stof blev købt færdiglavet og kunsten at spinde og væve blev næsten glemt i de mest udviklede områder. Det var til gengæld essentielt i områder tekstiler ikke var til at få fat i eller hvor blokaderne forhindrede sendinger af tøj i at nå frem. Sydens kvinder genoplivede kunsten at spinde og væve og bar kjoler lavet af hjemmespundet stof med særlig stolthed – det blev anset for værende patriotisk selv at væve sit stof, frem for at betale skyhøje priser for uld fra norden. Hjemmespinding af uld og bomuld var udbredt på gårde, prærien og i syden i de sene år i krigen.

 

Bomuld var også et let tilgængeligt stof. Dette bløde stof var let at sy i og ganske eftertragtet. Visse typer bomuld blev strøget med damp for at give det et slags poleret og skinnede udseende.Stoffet tog let imod farve og kunne påtrykkes elegante mønstre. Det var også muligt at få bomuld med forskellige tern og striber.

 

Linned blev brugt til fine kjoler og balkjoler. Da dette stof let krøllede og krævede at blive presset ved høj strygejerns temperatur henvist til ”gode kjoler” og fine balkjoler.

 

Husk at Kaliko (en slags tæt lærredsvævet bomuldstøj) blev anset for kun at være for de lavere klasser og blev til tider refereret til som ”slave beklædning” da det blev brugt til fremstilling af tøj til slaverne. Det ser dog ud til at have været mere accepteres vest på. I et brev fra en militær frue på rejse i vesten bemærker at ”alle damerne er udelukkende i Kaliko og jeg har ondt af dem at de ikke har råd til noget bedre”.

 

Alt stof blev solgt fra ruller, men rullerne var meget smalle, kun 50-75 cm brede.

 

Faverne Stof fandtes for det meste i ensfarvet, stribet eller ternet udgave. På 80% af billederne fra dengang ses kjoler i ensfarvet stof, derefter kommer de stribede og derefter ternet, prikket og med trykt mønster. Stof med de smukkeste påtrykte mønstre blev brugt til kjoler til de rige, eftersom der var brug for ekstra meget stof for at få mønstret til at passe sammen overalt på kjolen.

 

Knapper blev brugt til at lukke og som dekoration. De var lavet af skaller, perle, glas, ben, læder, metal og keramik. Til tider blev også set knapper med stof på. Nogle af de fineste knapper havde udsøgte motiver og design.

 

Bånd (ribbon) blev klippet i silke. Der fandtes en slags gjordbånd som nogen gange blev referreret til som ”tape” (bånd). På kyser brugte man satin bånd og vise kjoler ses striber af fløjl påsyet som udsmykning.

 

Flet sås i snørklede mønstre på overdele, ærmer og jakker. Det meste pynt blev syet på selve overdelen og ærmerne. Faktisk viser de fleste fotografier fra dengang  pynt på ærmet, endnu en ting der er underrepræsenteret ved reenactments. Skørterne var sjældent pyntet (højst tænkelig grunde de kilometervis af bånd der var brug for på disse kæmpe skørter)

 

”Rør” (Self-piping) blev ofte brugt i overdele, for at stive og fremhæve sylinierne. På ærmehullet ses ofte små rør af stof for at stive og fremhæve sømmen og få skuldrene til at se bredere ud.

 

Stivere blev brugt i rigelige mængder, mest i overdele til balkjoler/fine kjoler. De blev placeret i rør langs syningerne.

 

For Datidens kjoler havde for i ærmer og overdel, men kun sjældent i skørtet. Man brugte ikke det bedste stof til den slags. Kvinderne brugte rester af fabriksfremstillet stof, bidder fra gamle kjoler eller sågar mel sække til formålet. Det galt om at spare på det dyrebare stof.

 

Blonder det er yderst sjældent at blonder se blonder på kjoler. De ses engang imellem som pynt på tilbehør såsom hætter, lommetørklæder, kraver eller opslag.

 

Kroge Kjoler og overdele lukkes med kroge. Disse metallukninger var holdbare og billige.

 

BMB faktoren

 

I USA findes der blandt reenactors et særligt begreb: “BMB faktoren”. BMB står for ”Borte Med Blæsten”. Nogen har læst bogen og de fleste set filmen, som er fremragende, men ikke desto mindre REN FIKTION! Tro under ingen omstændigheder at BMB giver et sandt billede af livet under borgerkrigen eller at tøjet i filmen viser den rette mode. Filmens kostume designer var inspireret af moden under krigen, men gav det et kraftigt strejf af 1940’ernes silhuet og hårstil og gjorde kjolerne ekstra ekstravagance for dramaets skyld.

 

Alligevel vil du ved events stadigvæk se kvinder klæde sig i metervis af polyester satin i ulidelige farver, indhyllet i kilometervis af blonder og bånd og andet pynt. *suk*

Tænk lidt over det. Livet under borgerkrigen var barskt og krævede et stramt budget fra kvindernes side. En ting er hvad diverse firmaer (shutlers) gør en kjole til, men hvis du skal lave reenactment, bør du tilstræbe dig at portrættere en virkelig person, ikke en fiktiv. Film er herlig underholdning, men alt andet end dokumentarfilm, er ikke pålidelige kilder til at finde information om påklædningen den gang.

 

Kvindemoden inddelt efter alder

Det er vigtigt at huske at kvinderne under krigen måtte holde et stramt husholdningsbudget. Derfor når i producerer/køber kjoler så husk at holde det simpelt. Da det er svært at matche stof med store prints, var der meget spildstof. Derfor, jo rigere man var, jo større print kunne der være på stoffet.

 Alder 15 - 25 år

  • Bare nogle gange kjoler der lignede dem de bar som børn. Disse var vide i halsen – hvilket er vildledende i forhold til de voksnes balkjoler).
  • Bar hårnet i ca 50% af tilfældene – skal være mørke! Lyse hårnet ses ofte på børn!
  • Bar kun sjældent kyser – i så fald var de mørke og diskrete.
  • Håret sad tæt til hovedet og ikke et strå sad forkert. Man måtte ikke se løse hårstrå, kun børn gik med løst hår (til lige under ørene). Midterskilning var essentiel. Proptrækkrøller blev brugt. Enkelte havde kort hår.
  • Langt de fleste kvinder bar kjoler hvis overdel og underdel bestod af matchende stof. Det var ikke før efter krigen at man gik over til kjoler hvis overdel og underdel ikke matchede. I de tilfælde hvor overdel og underdel ikke matchede, var overdelen i en anden farve end hvid – dette var mest almindeligt i denne aldersgruppe, men igen kun få brugte det!
  • Overdelen – den mest populære udformning var ”V” udformningen.  ”O” udformningen var en populær variation hos de yngre damer. Hos de ældre var ”Y” udformningen den mest populære variation.
  • Det måtte ikke vise barm før efter kl. 15. Det var kun prostituerede og skuespillerinder der gjorde det.
  • Kraver var meget brugt, da de beskyttede halsudskæringen mod slid og snavs og dermed forlængede kjolens levetid.

 

Alder 26 - 40 år

  • Kun få brugte hårnet.
  • Bar kun sjældent kyser – i så fald var de mørke og diskrete
  • Håret sad tæt til hovedet og ikke et strå sad forkert. Man måtte ikke se løse hårstrå, kun børn gik med løst hår (til lige under ørene). Midterskilning var essentiel. Proptrækkrøller blev brugt. Langt de fleste kvinder bar kjoler hvis overdel og underdel bestod af matchende stof. Det var ikke før efter krigen at man gik over til kjoler hvis overdel og underdel ikke matchede. I de få tilfælde hvor overdel og underdel ikke matchede, var overdelen i en anden farve end hvid.
  • Overdelen – den mest populære udformning var ”V” udformningen.  ”O” udformningen var en populær variation hos de yngre damer (15-40). Hos de ældre var ”Y” udformningen den mest populære variation.
  • Det måtte ikke vise barm før efter kl. 15. Det var kun prostituerede og skuespillerinder der gjorde det.
  • Kraver var meget brugt, da de beskyttede halsudskæringen mod slid og snavs og dermed forlængede kjolens levetid.

 

Alder 41 - 65 år

  • Kun få brugte hårnet – i så fald var de mørke og diskrete.
  • Bar til dels kyser der dækkede baghovedet
  • Håret sad tæt til hovedet og ikke et strå sad forkert. Man måtte ikke se løse hårstrå, kun børn gik med løst hår (til lige under ørene). Midterskilning var essentiel. Der blev aldrig brugt proptrækrøller. Nogle kvinder havde ”Y” skilning. Langt de fleste kvinder bar kjoler hvis overdel og underdel bestod af matchende stof. Det var ikke før efter krigen at man gik over til kjoler hvis overdel og underdel ikke matchede. I de få tilfælde hvor overdel og underdel ikke matchede, var overdelen i en anden farve end hvid.
  • Overdelen – den mest populære udformning var ”V” udformningen.  ”O” udformningen var en populær variation hos de yngre damer. Hos de ældre var ”Y” udformningen den mest populære variation.
  • Det måtte ikke vise barm før efter kl. 15. Det var kun prostituerede og skuespillerinder der gjorde det.
  • i lyse, sågar hvide farver.
  • Kraver var meget brugt, da de beskyttede halsudskæringen mod slid og snavs og dermed forlængede kjolens levetid.

 

Alder 66 år +

  • Bar til tider kjoler der lignede dem der var på moden i 1840’erne.
  • Nogle bar ”hatte” som dækkede toppen af hovedet og hele vejen ned til ørene, hvilket var populært tidligere i århundredet.
  • Ca. 80% bar kyser i lyse, sågar hvide farver. Kyserne dækkede hele hovedet.
  • Håret sad tæt til hovedet og ikke et strå sad forkert. Man måtte ikke se løse hårstrå, kun børn gik med løst hår (til lige under ørene). Midterskilning var essentiel. Der blev aldrig brugt proptrækkrøller. Enkelte havde en del af deres hår i en fletning og pænt arrangeret på hovedet (1840’er mode). Nogle kvinder havde ”Y” skilning. Langt de fleste kvinder bar kjoler hvis overdel og underdel bestod af matchende stof. Det var ikke før efter krigen at man gik over til kjoler hvis overdel og underdel ikke matchede. I de få tilfælde hvor overdel og underdel ikke matchede, var overdelen i en anden farve end hvid.
  • Overdelen – den mest populære udformning var ”V” udformningen.  ”O” udformningen var en populær variation hos de yngre damer. Hos de ældre var ”Y” udformningen den mest populære variation.
  • Det måtte ikke vise barm før efter kl. 15. Det var kun prostituerede og skuespillerinder der gjorde det.
  • Kraver var meget brugt, da de beskyttede halsudskæringen mod slid og snavs og dermed forlængede kjolens levetid.